Røde Merkur (1856) — Østrigs sjældneste avisfrimærke
Røde Merkur (tysk: Rote Merkur eller Zinnoberroter Merkur) er et cinnoberrødt østrigsk avisfrimærke udgivet i 1856 til forudbetaling af bundter med ti aviser. Fordi det sad på banderoler, der blev revet af og smidt væk, er kun få bevaret — en af de store rariteter i klassisk europæisk filateli.
Røde Merkur, 1856. Josef Axmann. Public domain, via Wikimedia Commons.
Sådan identificerer du en Røde Merkur
Alle Merkur-avisfrimærker deler ét design: guden Merkurs venstrevendte hoved — romernes sendebud — med vingehjelm i en kvadratisk ramme med påskriften K.K. ZEITUNGS POST STÄMPEL (kejserlig-kongeligt avispostmærke) og små rosetter i hjørnerne. Designet blev graveret af Josef Axmann, og frimærkerne blev trykt i bogtryk på det kejserlig-kongelige statstrykkeri i Wien, utakkede — ægte eksemplarer blev altså klippet ud af arket med saks.
Helt afgørende: Der er ikke trykt nogen pålydende værdi på frimærket — farven alene angav taksten. Blå gjaldt for en enkelt avis, gul (fra 1851) og senere cinnoberrød (fra 1856) dækkede 6-kreuzer-taksten for et bundt på ti aviser, og rosa gjaldt for større bundter. Røde Merkur identificeres derfor udelukkende på sin kraftige cinnoberrøde farve kombineret med det sædvanlige Merkur-design.
Næsten alle Merkur-frimærker, en samler støder på, er det almindelige blå. Ægte røde eksemplarer er så sjældne og værdifulde, at markedet er fuldt af forfalskninger og af blå Merkur-mærker, der er kemisk farveændret til at se røde eller rosa ud. Farven alene er aldrig nok: Papir, trykkarakteristika og proveniens skal undersøges, og enhver seriøs kandidat kræver certifikat fra en anerkendt ekspert i klassisk Østrig.
Historie
Østrig indførte Merkur-frimærkerne den 1. januar 1851 som verdens første avisfrimærker, så forlag kunne forudbetale portoen på aviser til abonnenter. Den blå Merkur til 0,6 kreuzer frankerede en enkelt avis og blev trykt i enorme oplag; de højere værdier blev brugt til adresserede bundter til agenter og storabonnenter.
6-kreuzer-værdien til bundter af ti udkom først i gult i 1851. Den gule farve viste sig upraktisk — den blege tone var svær at skelne, og annulleringer var næsten usynlige — så i 1856 blev værdien genudgivet i kraftigt cinnoberrødt. Det er dette frimærke, samlere kalder Røde Merkur; det var kun kort i brug, før Merkur-serien blev afløst af et nyt design i 1858.
De høje Merkur-værdier blev klæbet på bundtets banderole eller adresseomslag, ikke på selve aviserne. Når bundtet nåede avishandleren, blev banderolen revet af og smidt væk — derfor er den blå Merkur bevaret i millioner, mens den gule og den røde næsten helt forsvandt.
Sjældenhed og varianter
Kun nogle få dusin ægte Røde Merkur menes at være bevaret, de fleste brugte, og en del af dem er reparerede eller med fejl. Ubrugte eksemplarer er af allerstørste sjældenhed, og stykker på den originale banderole hører til trofæerne i østrigsk filateli. Den gule Merkur fra 1851 er endnu sjældnere, og de to nævnes som regel sammen som nøglerne til klassisk Østrig.
Specialister skelner mellem tryk på håndgjort og maskinfremstillet papir samt farvenuancer fra rosarødt til dybt cinnober. Disse forskelle er vigtige for ekspertvurderingen, for farveændrede blå frimærker og regulære forfalskninger — nogle af dem selv langt over hundrede år gamle — udgør flertallet af de 'røde' Merkur, der udbydes uden certifikat.
Den, der mener at have fundet en Røde Merkur, bør hverken rense eller presse den, men indsende den, som den er, til en anerkendt ekspertinstans for klassiske østrigske frimærker. Proveniens fra en gammel samling hjælper betydeligt, da den ægte bestand er lille og i vidt omfang dokumenteret.
Anslået værdi
Kun som et bredt, forsigtigt skøn: Ægte brugte Røde Merkur er blevet handlet fra cirka lave femcifrede USD-beløb for fejlbehæftede eller reparerede eksemplarer op til et godt stykke over 100.000 USD for smukke certificerede eksemplarer, mens exceptionelle stykker og mærker på den originale banderole ligger derover. Dette er grove, auktionsbaserede retningslinjer, ikke katalogværdier. Husk udgangspunktet: Næsten alle Merkur-frimærker i samlinger er de almindelige blå, ofte kun tocifrede dollarbeløb værd, og de fleste rødt udseende Merkur viser sig at være forfalskninger eller farveændringer — kun et ekspertcertifikat gør en kandidat til en raritet til fem- eller sekscifrede beløb.
Gratis · iOS & Android
Identificer dine egne frimærker på sekunder
Ofte stillede spørgsmål
Hvor meget er en Røde Merkur værd?
Som et bredt skøn har certificerede ægte eksemplarer indbragt fra titusinder af USD op til et godt stykke over 100.000 USD på auktion, afhængigt af stand, marginer og proveniens. Stykker på den originale banderole kan indbringe endnu mere. Ucertificerede røde Merkur handles med stor rabat, fordi så mange er forfalskninger eller farveændrede blå frimærker.
Hvordan ved jeg, om mit Merkur-frimærke er det sjældne røde?
Tjek først farven: Den almindelige Merkur er blå, og kun den cinnoberrøde version (1856) og den gule (1851) er store rariteter. Hvis dit frimærke virkelig ser cinnoberrødt ud, så vær forsigtig — kemisk omfarvede blå frimærker og forfalskninger er langt hyppigere end originaler. Ægthedsvurdering hos en anerkendt ekspert i klassisk Østrig er afgørende, før man antager nogen værdi.
Hvorfor står der ingen værdi på frimærket?
Merkur-avisfrimærkerne bar ingen trykt pålydende værdi. Farven fortalte postpersonalet taksten: blå for en enkelt avis til 0,6 kreuzer, gul og senere cinnoberrød for 6-kreuzer-taksten for et bundt på ti aviser, og rosa for større bundter. Netop denne farvekodning er grunden til, at de sjældne farver er så eftertragtede i dag.
Hvad blev avisfrimærker brugt til?
De forudbetalte den nedsatte porto for forsendelse af aviser. Østrig indførte dem i 1851 som de første af deres slags i verden. Enkelte aviser fik en blå Merkur, mens bundter til avishandlere og storabonnenter blev frankeret med de højere gule, røde eller rosa Merkur klæbet på banderolen.
Hvor mange Røde Merkur findes der stadig?
Skønnene varierer, men man regner almindeligvis med, at kun nogle få dusin ægte eksemplarer er bevaret, de fleste brugte og mange med fejl eller reparationer. Frimærkerne sad på avisbundternes banderoler, som næsten altid blev destrueret ved ankomsten — derfor undgik så få papirkurven.